Udsnit fra forældrehåndbogen
Vores krav og forventninger:
Vi forstår, at du som forælder har krav og forventninger til os, som vi vil forsøge at imødekomme inden for husets rammer og ressourcer. Til gengæld har vi også nogle forventninger til dig:
- Du er interesseret i dit barns trivsel og udvikling og vil samarbejde med os.
- Du holder dig orienteret via opslag, nyhedsbreve og Famly.
- Du er opsøgende, hvis du har spørgsmål eller bekymringer.
- Du deltager i sociale arrangementer og forældremøder.
- Dit barn holder ferie, og du afleverer/afhenter til tiden.
- Du hjælper med at rydde op, før I går hjem.
- Vi forventer, at du respekterer husets arbejdsgange for at sikre det bedst mulige pædagogiske arbejde.
Aflevering – mødetid
Du kan aflevere dit barn på alle tidspunkter, men det er bedst at komme inden morgensamlingen (kl. 9.00-9.15) for at undgå forstyrrelser. Hvis du kommer efter kl. 9.00, bedes du vente til samlingen er slut.
Ved temauger, projekter eller ture skal du aflevere inden det aftalte tidspunkt. Kommer du efter kl. 9.30, bedes du kontakte stuen telefonisk, da vi planlægger dagen efter antallet af børn. Vi kan desværre ikke modtage dit barn undervejs eller på destinationen, da personalet er planlagt ud fra de børn, der deltager fra starten.
Husk også at rydde op i garderoben og finde evt. mistede ting selv – dette er ikke en personaleopgave.
For sent afhentede børn
Institutionen åbner kl. 7.00, dvs. at du kan komme ind og aflevere dit barn, når døren åbner kl. 7.00, ikke før. Institutionen lukker kl.17.00, fredag dog kl. 16.00 hvor personalet har arbejdstid til. Du skal derfor have forladt institutionen med dit barn på dette tidspunkt. Bliver du forsinket uanset årsag, så du ikke kan nå at afhente dit barn inden lukketid, SKAL du ringe til os, gerne 30 minutter før. Det er vigtigt at vi bliver orienteret, både for personalets og dit barns skyld.
Ferie
Vi vil gerne vide, hvornår dit barn holder ferie. Ved de store ferier bedes du afkrydse på Famly, hvornår I holder ferie, og hvis I holder ferie udenfor sæsonen, informerer I stuen direkte. Vi ønsker, at børnene holder mindst 3 sammenhængende ugers sommerferie, medmindre andet er aftalt. Har I meldt ferie, kan barnet ikke afleveres i institutionen, medmindre der er tvingende omstændigheder. Personalets ferie planlægges ud fra det antal børn, vi forventer i institutionen.
Sukkerpolitik
Fra 1. januar 2025 er det vedtaget sammen med bestyrelsen, at vores 0-sukkerpolitik også gælder ved fødselsdage og andre mærkedage i institutionen. Ønsker du at fejre med dit barn, kan der aftales med personalet, hvad der skal laves, fx pølsehorn, sunde kager eller boller.
Hvis du stadig ønsker at medbringe snack eller slik, skal disse være pakket ind i en pose til hvert enkelt barn og udleveres, når børnene skal hjem. Denne politik gælder også, hvis du holder fødselsdag hjemme og inviterer barnets stue.
Måltider
Du kan se madplanen i institutionen. De vil blive lagt opslag ugentlig på Famly app.
- Morgenmad: Vi tilbyder morgenmad i institutionen. Morgenmadens udbud følger vores kostpolitik. Se denne på vores hjemmeside. Morgenmaden afsluttes og ryddes væk kl.7.45 hvorfor barnet skal komme senest 7.30, for at kunne spise med. Vi tilbyder mælk til morgenmaden.
- Formiddagsmåltid: Vi tilbyder formiddagsmåltid i institutionen. Børnene får tilbudt brød og grøntsager. Vi tilbyder vand til måltidet.
- Frokost: Alle børn tilbydes frokost i institutionen
- Eftermiddagsmåltid: Der tilbydes brød, frugt og vand til alle børn.
- For alle måltider gælder det, at de følger Børnegalaxen Valby kostpolitik.
